Noget om favoritter, del 2.

eller: Hvorfor High Fidelity er min yndligsbog, men John Green er min yndlingsforfatter.
Dette er en to-delt overvejelse og fortælling om litteratur og mennesker. Jojo, det er fine ting i nips.

John Green er en mand jeg har fulgt i lidt over to år på nuværende tidspunkt. Jeg hægtede mig på hans og hans bror Hanks YouTube-kanal engang midt i 2007, og har været fast følger af de to lige siden. John er forfatter, og havde, da jeg hørte om ham, skrevet to bøger. Looking for Alaska og An Abundance of Katherines.

John og Hank viste sig at være værd at abonnere på. De to sendte videoer til hinanden skiftevis hver hverdag og da 2007 var ovre, og projektet egentlig skulle slutte, valgte de to at gentænke sig selv og deres kanal, og fortsætte ind i 2008. Og videre.

Men nu skal det her jo ikke handle om et søskendepar, men om John Green ham selv.

Igennem YouTube har John mødtes og forstørret sin læserskare med tusinder - og det hele verden rundt. Jeg sidder selv her i Danmark som levende eksempel på dette. Og han gør det ikke - kun - for pengene, han gør det slet ikke for berømmelsen, nej, han gør det fordi han nyder det. Han nyder at komme i kontakt og dialog med sine "fans", "følgere", "NerdFighters" eller hvad man vil kalde dem. (Det gør Hank forhåbentlig også. ;) ) Og jeg nyder det som fan.

Altså, John Green har igennem sine bøger og YouTube opnået denne her kæmpe skare af fans, og meget stor berømmelse. Og hvad bruger han sin berømmelse til? Går han på røde løbere til biografpremierer? Bliver han fotograferet på store sandstrande og luksuriøse badehoteller? Nej, han samler mennesker, katalyserer nye venskaber og bruger de kæmpe antal han kan samle, til at bekæmpe alt hvad der er nederen i verden! (Og for ikke at forklejne hans brors ligeværdige indsats, må det hellere tilføjes, at det samme gør Hank.)

John Greens (og hans brors) fantastiske arbejde for at nedbringe WorldSuck var grunden til at jeg i går nat (hav i mente, at dette er skrevet d. 7/7 kl 11.45) ikke lagde mig til at sove før kl. 01.00, fordi jeg så John Green læse op af sin kommende bog - og en bog han har lagt fra sig - som incitament til at få folk til at stemme på HPAlliance i en "velgørenhedskonkurrence," så de kunne få en chance for at vinde $250.000 til deres sag. HPAlliance laver alt muligt, lige fra at hjælpe børn til bedre læsefærdigheder, at skabe lighed, opretholde menneskerettigheder og så videre, og så videre. John satte sit barn på pause, eller i hvert fald gav han det til moderen, han satte det at være forælder på en pause, for at snakke med vildtfremmede på nettet og hjælpe en nødhjælpsorganisation i godt og vel en time.

Derfor er John Green min yndlingsforfatter. Fordi han tager sig tid til at bruge sin berømmelse fornuftigt. Fordi han er ydmyg omkring det at være kendt. Fordi hans bøger er ganske simpelt fantastiske. Fordi han tager på besøg hos en kræftramt pige, han har mødt på et forum/via YouTube og bare hygger med hende og hendes familie. Fordi han bare er helt almindelig, og alligevel så ekstraordinær.