Det er netop gået op for mig, at jeg har betalt for det sted jeg bor i et år nu. Jeg har boet her i 11 måneder, men siden torsdag i sidste uge har det værelse som er min "home-base" i Aalborg været udlejet til mig og i mit navn i et helt år.
I august sidste år, tre dage efter jeg flyttede rigtigt ind, skrev jeg det her:
"I dag er min tredje hele dag som udeboende og aleneboende og jeg ved nu, at; jeg kan ingenting! Jeg har været ude at handle ind og kunne slet ikke fokusere på hvad jeg skulle købe, jeg har ingen anelse om hvad jeg skal have til aftensmad, og hele tiden bygger jeg op omkring mig selv, for hvad nu hvis en masse ting. Argh! Jeg kan intet og lige nu føler jeg ikke, jeg er egnet til at bo væk fra mine forældre. FFS! Og det er lige præcis den tankegang og den negative måde at se mig selv på jeg skal undgå. Slut."
Jeg vil ikke sige, at jeg har fået styr på tingene. Slet ikke. Men jeg går ikke i panik over det mere. Det er sjovt som alting kan tages ganske roligt så snart man har prøvet det et stykke tid. Nej, jeg får måske nok ikke velbalancerede måltider hver dag, indkøb er måske stadig noget jeg tænker lidt for meget over, og jeg køber altid det forkerte ind, men jeg tager ikke ting så tungt mere.
Så tak, erfaring. (Den smule af dig jeg har skrabet sammen i løbet af de 11 måneder jeg har boet væk fra hjemmet i hvert fald.)
Jeg tager til Fyn i dag, og så står den ellers på solskin, øller, (rygende) cola, "kunst", tegneserier, bål, telt, rødvin, mad og masser og masser af hygge. Det betyder, at jeg er væk i en uge, så der bliver nok stille her på bloggen indtil i hvert fald d. 18. hvor jeg gerne skulle være tilbage i Jylland og med stabil internetforbindelse igen. :) Jeg har dog planlagt nogle indlæg, i hvert fald et til mandag, så musikken bliver I ikke snydt for.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)

No comments:
Post a Comment