Noget om favoritter, del 1.

eller: Hvorfor High Fidelity er min yndligsbog, men John Green er min yndlingsforfatter.
Dette er en to-delt overvejelse og fortælling om litteratur og mennesker. Jojo, det er fine ting i nips.

Jeg så High Fidelity på film engang på TV2, tror jeg det var. I hvert fald fascinerede historien/filmen/John Cusack mig så meget, at jeg måtte bestille filmen på DVD (Tak, Stereo Studio for at jeg først måtte bestille den hjem og så lige pludselig en måned efter jeg havde fået den, begynde I at stille den på hylderne som en del af jeres sortiment. Tak for lort.)

Jeg begyndte altså at se den her film mere og mere. Det er en film jeg ikke kan blive træt af. Jeg er så småt begyndt at kunne tale med replikkerne og nogle gange også sige dem før de bliver sagt.
Jeg var så vild med den film, at jeg først fandt ud af, at det var en bog først, da jeg så rulleteksterne igennem fjerde gang. Jep. "Baseret på bogen High Fidelity af Nick Hornby".

Skip frem ca. halvandet år og 52 begynder. Jeg læser og læser og pludselig kan jeg ikke finde på hvilken bog jeg nu skal læse. Og da går et lys op for mig. Jaja, jeg gider ikke kede jer med Eureka-momenter, men altså beslutter jeg mig for at købe og læse High Fidelity. Så det gør jeg. Og bogen skuffer ikke. Den er sød, sjov, hyggelig og lige så fyldt med musik som filmen. Så jeg er glad.

Jeg er meget glad. Faktisk kommer denne historie til at betyde så utroligt meget for mig, at jeg i en periode næsten ikke kan snakke om andet. Jeg identificerer mig med Robert Fleming, jeg føler hans smerte og deler hans glæde og hører musikken. Den dejlige musik. Derfor er High Fidelity min yndlingsbog. Fordi jeg kan høre musikken bare ved at læse bogen. Fordi jeg er i musikbutikken sammen med Dick og Barry. Fordi jeg også bliver forelsket i Laura. Fordi den bare er helt almindelig og alligevel så ekstraordinær.