Kære Emma's Sandwichbar Herning

Mit navn er Jacob Bæk.
Jeg skriver dette brev til jer for at bede jer om venligst at lade være med at servere så fantastisk dejlige sandwiches. I en tid i mit liv hvor jeg skrabte kistebunden pengemæssigt gav jeres sandwiches mig en stor afhængighedsfølelse. Jeg mæskede mig i jeres store luksussandwiches mindst en gang om dagen. Det gav mig en art tryghed at sidde sammen med med min ven (Gavflaben), på de høje stole I har placeret ved vinduet ud mod gågaden (vort stambord), og nyde denne bid af himmelen.
Jeg brugte meget af min tid ved det vindue på at kigge på mennesker. Kigge på dem og forsøge at placere dem. Hvor var de fra, var de gift, havde de børn, hvor havde de lige været og hvor var de på vej hen nu? Jeg undrede mig imens jeres laks og rejer (eller den med chorizo) blev skyllet ned af ½l cola.

Jeg besøgte jer igen i går. Jeg sidder på dette tidspunkt i mit liv bedre i det - igen med hensyn til pengene - og Gavflaben og jeg tænkte vi ville kigge indenfor, så det gjorde vi. Jeres betjening er ikke blevet ringere med tiden. Jeres sandwiches er stadig velsmagende (lidt for, red.). Men hvad har I gjort af hende den unge pige med det kastanjebrune hår, de flot svungne hoster, den bløde stemme og det søde smil? Hun var ikke den hurtigste sandwichmager jeg har oplevet, det vil jeg gerne give jer, men hun var sød og køn og noget at kigge to gange efter. (Ja undskyld, men det synes jeg måske I savner nu. ikke at jeres ekspedienter ikke er kønne, de falder bare ikke lige i min smag.)

Men vent, jeg kommer væk fra pointen her. Dette skulle egentlig bare være en hyldest med en ironisk indledning for at starte på en let note og siden bore ned i sandwichkulturen og sådan noget, men jeg tror den slap fra mig.

Nå.

I hvert fald; godt lavet
- Jacob