I dag var en god dag.
Sådan drømmer jeg om at kunne starte hver eneste side i den dagbog jeg ikke fører. Ikke desto mindre er det rart at tænke det, og overveje hvor dejligt det ville være om enhver dag kunne være bedre end i går, eller i det mindste lige så god.
Og i dag har været en god dag - faktisk en rigtig god dag. Ikke mindst på grund af vejret. Jeg har været på arbejde, så shorts er det ikke blevet til, selvom det er lige præcis lummert nok til det. T-shirt/kortærmet skjorte som altid medsamt lange bukser. For man må ikke andet åbenbart. Oh well. Men kunderne er sommerklædte, korte bukser og nederdele, på vej hjem fra Herning så jeg sågar en pige komme cyklende med en kort, hvid sommerkjole med næsten hele ryggen bar. Smukt og alt for tidligt, men kønt at se på alligevel.
Jeg nyder at have nydt en kold øl med en af mine bedste venner, at have siddet i hans lejlighed og kigget ud af vinduet ned på plænen hvor ingenting sker, fordi lummerheden forhindrer folk i at bevæge sig for meget.
Jeg nyder at have taget en frisk t-shirt på, så al arbejdssveden og -lugten - næsten - er forsvundet.
Jeg nyder at jeg skal til spejder om en lille time.
Jeg nyder musik fra Brendan Power og Andrew White, som spiller "Farewell to Muswell Hill" på hhv. mundharmonika og guitar og overdøver lyden af min tasten på tastaturet.
Jeg overvejer at skrive en bog til folk som flytter ud - jeg ved godt lignende er skrevet, men jeg vil gerne lave den alligevel. Den skal være med de der tykke sider, som små børnebøger har, og med mange farver og kun korte tekster og naive tegninger. Jeg skal selv skrive rådene og vejledningerne, så korte som muligt, så de passer til zapper-generationen. Tegningerne skal være simple, måske endda bare piktogrammer.
Jeg overvejer hvorfor jeg ikke har slettet min profil på Arto endnu.
Jeg overvejer hvorfor jeg gerne vil slutte min blog-post sådan.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)

No comments:
Post a Comment